Det er nu et år siden, at seniordaghøjskolen i Rosenhøj så dagens lys med tilbud om gymnastik, engelsk, edb og blomsterbinding til pensionister og efterlønnere. Et tilbud som cirka 50 tog imod sidste år.
Folkeoplysning, livslang læring og det at holde sig i gang i den 3. alder er nøgleord for disse aktiviteter. Og så er det en god mulighed for at skabe nye bekendtskaber og netværk. Nu er tiden inde til at tilmelde sig til næste sæson, som starter efter sommerferien med samme aktiviteter som i år.
Gymnastikken hedder NIA, (Neuromuscular Integrative Action) og er for alle. Alle bevægelser kan tilpasses den enkelte - uanset alder og fysisk niveau. Det styrker hjerte og kredsløb, øger udholdenheden og giver i det hele taget mere energi og overskud. I engelsk og EDB går det stille og roligt frem, så alle kan være med. Der undervises i tekstbehandling, i at skrive et brev, lave en indbydelse eller sætte en sang op. Man kan også lære at bruge Internettet og e-mail. I engelsk skal kursisterne lære at læse lettere tekster og føre en samtale på engelsk. Og så kan man lære at lave en smuk blomsterdekoration.
Håber det fortsætter
Vi har været på besøg i undervisningslokalet under edb-undervisningen, som 72-årige Henrik West deltager i:
”Det er en vældig god ting, at der bliver arrangeret kurser for ældre her i Rosenhøj, hvor vi bor. Jeg synes, det er fire gode emner for undervisning. Nu interesserer jeg mig ikke så meget for blomsterbinding, men det er der jo andre der gør, der skal være lidt for enhver smag. Men jeg går både til gymnastik, til engelsk og til computer.”
Og 74-årige Ritha Schacht, som sidder ved siden af Henrik, supplerer:
”Jeg går både til gymnastik og til engelsk, til edb og til blomsterbinding, og jeg synes simpelthen, det er alle tiders. Vi er så glade for det, så jeg håber virkelig, at det fortsætter. Og så er det godt, at det foregår lige her i Rosenhøj, hvor vi bor.”
75 kroner for et år
Seniorerne får tilbudt gymnastik mandag, engelsk tirsdag, edb onsdag og blomsterbinding hver anden torsdag alle dage fra klokken 10.00-12.00. Perioden er fra den 8. september 2008 til 28. maj 2009. Prisen er 75 kroner for hele året.
Gymnastik og blomsterbinding foregår i selskabslokalet, Søndervangs Allé 38, EDB og engelsk foregår i undervisningslokalet i blok 21C, kælderen. Tilmelding kan ske på varmemesterkontoret i åbningstiden klókken 8.00-9.00 og 12.30-13.30 indtil fredag den 4. juli.


