Et af de emner, der blev taget op på borgermødet på Søndervangskolen, og som blev behandlet og diskuteret i fire workshop, var de fysiske rammer. Den gruppe borgere der diskuterede de fysiske rammer, kom med følgende konklusioner:
Rundkørsel ved Ringvej Syd/Søndervangsallé
Adgangsvejene i området skal forbedres. Derfor lød et forslag, at der i forbindelse med nybyggeriet bag Kvickly af boligblokke etableres en rundkørsel for at lette trafikken på Søndervangsallé.
Som omtalt i "Nye ideer i spil" (se link herunder), foreslås ligeledes en rundkørsel i krydset Ringvej Syd/Søndervangsallé, for at lette kørslen til området Viby Gymnasium – Rosenhøj – Kjærslund – Søndervangskolen samt villakvarteret.
Rekreative områder
Det foreslås, at stiforbindelsen til Tranbjerg Skov gøres færdig, således at adgangen til grønne, attraktive områder forbedres. Der skal laves ordentlig lys på alle stier i området. Knallertkørsel skal reduceres til et minimum. Der skal være flere åbne udenomsarealer. De åbne, grønne græsarealer skal vedligeholdes bedre, kommunen skal samtidig blive bedre til at vedligeholde sine arealer.
CO2-reduktion
Et led i kampagnen for et bedre miljø, indgår bl.a. reduktion i udledningen af CO2. Det foreslås, at der etableres solfangeranlæg på tagene af boligblokkene.
Beboerhus og sundhedscenter
Skolen skal være omdrejningspunkt for områdets kulturelle og fritidsmæssige udbud, og skal kunne anvendes fra tidlig morgen til sen aften.
Der skal etableres diverse servicefaciliteter ved butikstorvet ved Ravnsbjergcentret. Her kan etableres sundhedscenter, med læge, tandlæge, fysioterapi mv. Et "projekternes hus" etableres, hvor alle de forskellige tiltag i området forstår at drage nytte af hinanden.
Arlas grund og image
Den store grund, som Arla ejer, og som ligger tæt op til Rosenhøj, foreslås sat i spil, som en del af et nyt rekreativt grønt område med muligheder for diverse fritidsmæssige aktiviteter. Det kan også ses som en mulighed for Arla til at "forbedre sit image", som konklusionen lød fra gruppen omkring de fysiske rammer.
Læs også kommunens opsamling fra borgermødet



