Når forandring ikke fryder helt

Publiceret 07.06.08 kl. 06:00 af

Frank Nielsen

Solnedgang over blok 5.

En god hjemlig base har stor betydning for vores livsværdi. Derfor burde alle jo også være begejstrede, når der fremsættes forslag, der kan forbedre bomiljøet i ens område. Især når det kan gøres for under det halve af, hvad en forestående og nødvendig renovering ellers vil komme til at koste. Men sådan er det ikke helt i Rosenhøj. Selvom her også er beboere, der ser på tingene med sund jysk snusfornuft.

"At skulle betale 43,- kr. pr. kvadratmeter, er selvfølgelig bedre end 100,- kr.," som Max Laursen siger.

Men alligevel er omkostningerne for høje?

"Ja, der er nogle væsentlige detaljer, som ikke fremgår helt klart af det materiale, vi har fået udleveret og oplysninger, der er givet i forløbet, siden sidste afdelingsmøde for et år siden. Heller ikke i forbindelse med vinterens workshop om projektet, hvor nedrivningen af blok 5 ikke var noget tema."

Er nedrivningen nødvendig?
En af betingelserne fra Landsbyggefonden er, at der skal ske en reduktion i boligmassen, hvorfor der er planlagt en nedrivning af blok 5. Men er dette drastiske skridt nødvendigt? Som Max Laursen siger "ved at tømme blok 16 og reducere antallet af store lejligheder i blokkerne 6, 7 8, 9 og 12, bringer man så ikke antallet af lejere ned på et acceptabelt niveau?".

Hvor er mennesket henne?
Hvad der er det vigtigste aspekt for hans kone Elin Laursen, er det sociale samspil, som hun frygter går tabt, hvis blokken rives ned.

"Det er jo næsten en mindre ting, at vi ikke er blevet oplyst om de forbedringer, som vi har foretaget i vores lejlighed gennem årene, også vil forefindes i en anvist lejlighed. For det væsentligste er den menneskelige faktor, og den har vi ikke hørt meget om. I vores opgang har vi et meget velfungerende fællesskab. Hvad vil der ske med det, og hvilken indflydelse vil det have på den enkelte, at det bliver opløst? Det har vi ikke hørt meget om."

Elin og Max Laursen har boet i blok 5 i 37 år, så de føler sig stærkt knyttet til det sted, der har  været deres base og omdrejningspunkt i tilværelsen. Derfor synes muligheden for elevator til døren ikke som et helt frydefuldt tilbud, når prisen er opgivelse af trygge velfungerende rammer.