Rosenhøj står over for en gennemgribende renovering, som i løbet af de næste få år helt vil ændre områdets karakter.
Efter, at afdelingen igennem de seneste tre år har snakket om helhedsplan, er det efterhånden ved at lysne. På sidste års afdelingsmøde fremlagde afdelingsbestyrelsen en masterplan for de fysiske ændringer, som afdelingsmødet stemte ja til.
"Nu har vi også finansieringen på plads, så vi i år kan bede afdelingsmødet tage stilling til økonomien i helhedsplanen," siger afdelingsformand Gunni Petersen.
Beboerne bliver inddraget
"I februar afholdt vi en workshop for beboerne, hvor vi fik mange gode forslag og ønsker på bordet, det er alt sammen ved at blive tænkt ind i planerne. Men beboerne vil også løbende blive inddraget i planlægningsfasen," lover han.
Landsbyggefonden har lagt vægt på flere ting, som betingelse for deres medvirken. Afdelngen skal skabe bedre tilgængelighed, større fleksibilitet, en bedre lokal identitet, arbejde med miljø og ressourcer, etablere et lokalt beboerhus samt reducere antallet af boliger.
"Alt det har vi forsøgt at indarbejde i den plan, vi præsenterede for beboerne på afdelingsmødet allerede i 2007."
Rosenhøj bliver til fire kvarterer
Den overordnede plan arbejder med en opdeling af Rosenhøj i fire kvarterer, som skal have hvert sit særpræg, hvert sit arkitektoniske udtryk og til dels også hver sin beboerprofil.
Delingen i de fire områder sker ved, at den nord-sydgående vej der går op mellem blok 15 og 21, føres helt igennem til Matildelundsvej, og blok 5 fjernes. Samtidig etableres der en deling øst-vest - på skitsen markeret som en kanal. En løsning, der formentlig bliver anderledes. Det var i hvert fald en af de ting beboerne pegede på ved workshoppen.
- I område 1, der omfatter blok 1-2-3-4-17-22, er det tanken at etablere elevatorer - altså skabe bedre tilgængelighed og dermed gøre disse boliger særlig egnet til ældre og handikappede. I dette område ligger også blok 16, som det er tanken skal ombygges og anvendes af Århus Kommune som kontorer.
- I område 2, der omfatter blok 18-19-20-21-23-24-25-26-27, skal de store familieboliger bevares, det er også i dette område, vi har bygget de gode faciliteter til leg og sport.
- I område 3, der omfatter blok 10-11-13-14-15, vil vi appellere til beboere der er optaget af miljø og ressourcespørgsmål, vi tænker på solceller, solfangere genbrug af regnvand og lignende.
- I område 4, der omfatter blok 6-7-8-9-12, skal der arbejdes med den fleksibilitet der efterlyses, det vil sige, at vi skal ombygge nogle af de store lejligheder for at skabe flere to og tre-rums boliger, så vi imødekommer efterspørgslen på mindre boliger.
Monotonien skal brydes
Afdelingsbestyrelsen vurderer, at delingen i fire områder giver nogle enestående muligheder for at bryde den monotoni, der kendetegner Rosenhøj i dag med de 27 ens blokke. Det bliver muligt at arbejde med forskellige facadebeklædninger og tagkonstruktioner. I udearealerne bliver det muligt at variere beplantningen, for også på denne måde at adskille områderne fra hinanden.



