Kendte fotografer til Herredsvang - på en stor gavl

Publiceret 20.08.08 kl. 06:00 af

Birger Agergaard

Joachim Ladefoged - fra bogen "Mirror", som er 55 fotografier af bodybuildere.

Fra Jacob Holdts "Amerikanske Billeder"

Herredsvang og Århus Festuge er gået sammen om en stor foto-begivenhed i Herredsvang. Ikke alene kører der en fotokonkurrence for alle glade amatørfotografer i området, men også nogle af landets mest kendte fotografer vil være med til at kaste glans over det multietniske og spændende område.

Fem kendte og omtalte fotografer har sagt ja til at bidrage med fotoserier de tre aftener 3.-5 september. Det er Jacob Holdt, Joachim Ladefoged, Nicky Bonne, Casper Dalhoff og Anders Bach. Deres fotos vises sammen med amatørernes billeder på en stor gavl i Ringgårdens afdeling i Fjældevænget – gavlen tættest på Kappelvænget.

Se et kort her:

Holdt og Ladefoged vil være til stede
To af fotograferne nøjes ikke med at lade sig præsentere på gavlen. 3. september vil Joachim Ladefoged selv være til stede, og 4. september vil Jacob Holdt selv give en kort introduktion til sin billedserie Amerikanske Billeder.

Men ikke nok med det. Du kan risikere at møde en eller flere fotojournaliststuderende fra Danmarks Journalisthøjskole, som traver rundt i Herredsvang en dag for at skyde fotos til konkurrencen. Otte studerende har fået denne opgave som led i deres uddannelse, og de har indvilget i at dedikere opgaven til personer i Herredsvang.

De studerende bidrag vises alle tre aftener.

Se tidspunkter mv. i kalenderen

Læs mere om den store event på Århus Festuges hjemmeside