Det tidligere ungdomskollegium i Søndervangen 91 bliver overtaget af Århus Kommune som dagcenter for autister. Bygningen har stået tom i et par år, men er nu blevet ombygget og er klar til at modtage de første brugere mandag den 25. august. Så vidt vi har kunnet få oplyst drejer det sig om 30-40 autister, som her får et dagtilbud. Foreløbig overtager Århus Kommune to af bygningens tre etager.
Vi har talt med Jørgen Thagaard, som er formand for afdelingsbestyrelsen i Viby Andelsboligforenings afdeling 27 i Søndervangen og som sidder i Egtmontgårdens bestyrelse som repræsentant for boligforeningen, han fortæller. ”Det er den selvejende institution Egmontgården der ejer bygningen, men den bliver administreret af Alboa. Bygningen indeholder nogle store opholdsrum samt en del mindre lokaler, så der er mulighed for fællesaktiviteter, men også mulighed for at være alene.” Og, som noget meget vigtigt, understreger Jørgen. ”Der er indgang i begge ender af bygningen, og det er vigtigt, da der er enkelte af de nye brugere, der ikke bryder sig om at møde nogen i døren, og så skal de kunne bruge den anden indgang.”
Samtidig er ombygningen af den tidligere Sociale Højskole, som senest har fungeret som sprogskole, netop gået i gang. Denne bygning skal indrettes som bosted for psykisk handikappede. Og der er også fuld gang i ombygningen af Søndervangskollegiet, hvor de små utidssvarende værelser bliver lagt sammen til små toværelses lejligheder. Så der er mange byggeaktiviteter i Søndervangen i denne tid.



