Nimet Topcu er ansat af Dansk Flygtningehjælp som projektleder, og hun vil gerne i kontakt med en række nydanske mødre, der vil tage et ni måneders kursusforløb i at blive "bydelsmødre".
Hun leder efter 12-14 kvinder i områder som Gellerup, Bispehaven og Rosenhøj, og disse kvinder skal hun gøre til "bydelsmødre" - altså lokale rollemodeller i hver deres nærområde.
Hun fortæller om projektet på mandag den 11. august kl. 11 i Kvindehuset på Myrholmsvej 2 i Viby.
Kvinder er nøglen til integration
"Kvinder er nøglen til integration i hjemmet," siger hun til borgerportalen. Det er baggrunden for, at Dansk Flygtningehjælp gerne vil uddanne en række bydelsmødre til at fungere som rollemodeller.
"Jeg skal undervise kvinderne i dansk kultur, børns udvikling, opdragelse, sund kost og så videre - så disse kvinder kan give dette videre til mødre i bydelene," fortæller Nimet Topcu. Hun er selv af tyrkisk afstamning og sammen med sin familie kom til Danmark, da hun var fem år. Hun er pædagoguddannet og har arbejdet mange år i en børnehave i Brabrand.
Halvt års kursus
Kurset foregår i Dansk Flygtningehjælps lokaler i Vestergade 72 i Århus. Det løber først over et halvt år med 10 timers ugentlig undervisning og derudover 15 timers sprogskole eller praktik. Efter det første halve år følger tre måneders praktikperiode som bydelsmor. Hele kursusforløbet kan gennemføres som led i en job-aktivering.
Efter kurset fortsætter Nimet Topcu som "mor" for de nye bydelmødre, og basen bliver Kvindehuset.
Læs mere om Kvindehuset: www.kha.dk

