Vi er nysgerrige på naturen i Egmontgården; i dyreliv, planter, sammenhængen i naturen, vejret og naturfænomener. Børnenes nysgerrighed bliver pirret, så de får lyst til at gå på opdagelse med sanserne åbne, det engagerer dem og optager dem over lang tid.. Ofte vender de tilbage og fortæller om nye oplevelser de har haft, om dyr de har iagttaget, bær de ser modne, hvad et dyr mon kan lide at spise, et voldsomt sommerregnvejr vi legede i og meget mere. Det er overraskende, udfordrende måske endda skræmmende og er fyldt med pudsige og sjove oplevelser – alle oplevelser, som vi kan have sammen.

Det sidste halve år har vi blandt andet haft disse spændende oplevelser:

Spindelvæv og edderkopper

 

I september har edderkopperne travlt. Når lyset rammer spindene eller når morgenduggen hænger i trådene, får vi øje på de smukke spindelvæv. Vi leder alle steder, fanger spindelvævene og studerer edderkopperne. Det er sjovt og spændende, vi snakker stadig om de oplevelser.

Fugle, varme og kulde

Vi hjælper fuglene. I det sene efterår har vuggestuebørn lavet mad til dem, smeltet fedt, blandet det med korn og puttet det på kogler. Bagefter har vi hængt koglerne op i træerne på legepladsen, så fuglene kan få mad i vinteren.

Skovens pattedyr

De mellemste børn i børnehaven har ledt efter spor i skoven i efteråret og her i vinter været på Naturhistorisk Museum. Det har været meget spændende, vi har fundet rådyrspor, og på museet snakkede vi med en biolog, der fortalte os om skovens pattedyr. Han viste os bla. en udstoppet grævling, ræv, mus og et egern, som vi måtte røre ved og et gevir fra en hjort. I børnehaven har vi leget med figurer af dem og haft bøger at kigge i.

Heldigvis er der meget i naturen, der gentager sig år efter år. Så vi bliver glade, når vi ser det ske igen.

Tekst og fotos af Helle Jensen, Børnehuset Egmontgården