DEN RULLENDE MINIFESTIVAL

Lørdag 26. august 2023, fra kl. 13:00 til 17:00 v. BASEN i Søndervangen

 

 

Den 26. august handler det om at tage børn og bamser i hånden og at glæde sig til masser af musik i børnehøjde. For den dag inviterer foreningen GENKLANGE, som mange har mødt igennem de musikalske forløb i Børnehusene Egmontgården og Moltkesvej i efteråret, til en hyggelig dag i musikkens tegn.

 

Der vil være koncerter for hele familien med forudgående workshops, hvor børnene bygger de instrumenter og andre ting, der skal bruges under koncerterne. Musikken er skrevet af i bogstavelig forstand toneangivende komponister og med stor fokus på musikalsk leg og aktiv medvirken i koncerten.

 

I løbet af festivaldagen er der mulighed for bl.a. at opleve fløjte-guitar-duoen Tvelys, saxofonkvartetten Eiradís og børnestrygerorkestret fra MusikSak. Koncerterne, som finder sted i GENKLANGEs Rullende Koncertsal og i BASEN, er tiltænkt børnefamilier med børn i børnehavealderen og op til 2. klasse. Der bliver sørget for musik, mad og rigtig god festivalstemning i selskab med musikerne og naboerne.

 

For nærmere oplysninger om festivalen, tidspunkter for de enkelte workshops og koncerter m.m. se venligst GENKLANGEs Facebookside, som løbende opdateres.