”Jeg elsker mennesker”, siger Marie, så udgangspunktet for hendes nye stilling i Basen er på plads. Marie er den nye husdame i Basen, hvor hun startede 1. februar 2018. Her skal hun stå for såvel rengøring som at holde hus og sørge for, at tingene fungerer.

Marie kommer fra en stilling i Bispehaven, hvor hun stod for den sociale cafe ”Smukt & Brugt”, en kombination af genbrug og social cafe. Hun bor selv i Bispehaven, hvor hun netop også har indrettet sig med genbrugsting, samlet fra nær og fjern. ”Jeg køber alt i genbrug, også mit tøj”, fortæller Marie, der også ønsker at give cafeen i Basen et dagligstue-præg med genbrug.

”Der er allerede mange spændende aktiviteter i Basen, men jeg har et ønske om at stedet tiltrækker beboere på tværs af alder, køn og etnicitet, – at man har lyst til bare lige at droppe ind til en kop kaffe”, håber Marie og tilføjer smilende, ”man kommer langt med kaffe og kage”.

Lige nu prøver Marie at finde sin ben i Basen, og lære såvel beboere som samarbejdspartnere at kende, ”jeg glæder mig til at møde alle”.

Du vil kunne møde Marie i Basen hver mandag kl. 10-13, og hver tirsdag kl. 10-14, kom og hils på hende.