Så er der igen en ny teaterforestilling til fordelagtig pris. Denne gang drejer det sig om Juletestamentet af Selma Lagerlöf. Forestillingen er lørdag den 8. december 2018 kl. 16 i Teaterforeningen Aarhus Syd, Aktivitets- og Kulturhuset, P4.

Teateranmeldelser.dk skriver følgende om stykket:

Selma Lagerlöfs Juletestamentet er med Det lille Turneteater i rigtig følsomme og smukke hænder. En tid for 2018 år siden bliver poetisk portrætteret med en enkel scenografi i en enmandsforestilling, hvor dukker, lys, lava, engle og meningen med livet berøres gennem en anderledes fortalt jesusfortælling, der virkelig får en til at mindes julens og ikke mindst livets vigtigste essens – kærligheden. For historien om Marias vandring gennem det golde landskab, med soldater og gribbe og Josefs støtte på ryggen af æslet, frem til fødslen i stalden, er i virkeligheden en af verdens allervigtigste og smukkeste fortællinger. Symbolik og billeder er så smukt skabt, og lige så vi tabes, træder skuespilleren frem og fortæller om de forskellige scenarier, vi lige har set – et magisk øjeblik – og enkel og netop poetisk magi kan stykket virkelig formidle.

De 4 herrer: Skuespiller Peter Holst, musiker Bebe Risenfors, instruktør Jacques Matthiessen og scenograf Kristian Knudsen har skabt en lille magisk forestilling, der i den grad fortjener at blive set og talt om med voksne bagefter – for hvad end man tror på Gud eller ej, så er kærligheden og livet det vigtigste – og en utrolig stor del af vores kultur. En forestilling, der på ingen måde handler om nisser, gaver eller mad, men om en kæmpedel af vores kulturarv og vigtigste budskab – om tiden op til Jesu fødsel.

Så absolut – se Det lille Turneteaters Juletestamentet – og har du et lidt mindre barn med, så tag det på skødet, for stykket er lidt uhyggeligt af og til, og alle vi voksne var virkelig rørte og taknemmelige for at blive mindet om netop skønheden og vigtigheden i fortællingen her.

Du kan købe billetterne til halv pris ved Marie i Basen tirsdag d. 4. december mellem kl. 12-17.