Nu nærmer ferien sig med hastige skridt, i morgen er sidste dag, men fortvivl ikke for allerede på mandag starter sommersjov i Viby Syd.

Sommersjov foregår i år på Søndervangskolen og omkring Klubben på Søndervangs Alle 40, og der er rigtigt mange spændende aktiviteter på programmet. Sommersjov varer fra mandag d. 2. juli til 13. juli kl. 11-16 på alle hverdage.

Du kan blandt andet være med til at indrette og dekorere den nye campingvogn, kaldet Krea-Camping, den skal fremtidigt være en lille oase for kreative aktiviteter. Der er også dage med wellness og fantasien kan slippes i en workshop. Du vil kunne spille diverse boldspil og danse streetwise med Maymi fra GAME, eller spise bålmad med din egen snittede pind.

Igen i år vil du kunne lære cirkustrick med Søren fra Det flyvende Kuffertcirkus, og måske vil du så også være med i forestillingen, der ender sommersjov på en festlig måde. Torsdag den 12. juli vil skolegården blive forvandlet til et eldorado af sjove lege, hoppepuder med mere.

Sommersjov er for alle børn og unge i Viby Syd, og det er gratis at deltage, det indskærpes dog at forældrene deltager, det er er IKKE et pasningstilbud fortæller arrangørerne. Men der er kaffe på kanden til forældre hver dag, og hvem ved, måske I har lyst til at bage en kage til eftermiddagskaffen?

For de unge over 16 år vil der i 17plus være åbent den 3., 10. og 12. juli med mulighed for hygge og brætspil.