17 Plus
17plus er et rådgivende kontaktsted for unge voksne mellem 17 og 24 år.
Her kan de unge møde forskellige rådgivere, som kan give relevant oplysning og hjælp indenfor områder, der vedrører den aldersgruppe. Den primære opgave er at få unge ud i arbejde og uddannelse eller støtte dem, der allerede er i gang. 17plus er ikke et værested og ikke en klub. Det er et sted, hvor unge kan komme for at søge konkret hjælp til at komme videre ind i et mere ansvarligt voksenliv.
I 17plus kan man fast møde jobvejledere, socialrådgivere, uddannelsesvejledere og lektiehjælpere. Derudover vil der efter behov være besøg af f.eks. misbrugskonsulenter, seksualvejledere, foreningsrepræsentanter, politi, politikere og erhvervsfolk.
De unge, der kommer i 17plus, vil kunne få indflydelse på, hvem de gerne vil have ud enten til rådgivning eller som en inspirerende temaaften. Vi har også mulighed for at arrangere virksomhedsbesøg eller andet relevant.
17plus har lokaler i den gamle ungdomsskole på Søndervangsskolen, og der er åbent to aftener om ugen: tirsdag og torsdag fra kl. 16:00 – 20:00. Der vil altid være to modtagende medarbejdere til stede, som er med til at afklare, hvad den unge har brug for og som så kan hjælpe vedkommende videre til en rådgiver, en lektiehjælpsgruppe eller andet.
Projektet er finansieret af Boligforeningen Århus Omegn, Fritidscenter område 9 og den boligsociale indsats i Århus Kommune.

Borgerportalen vibysyd.dk