Online-lektier får dansk premiere i Rosenhøj

Publiceret 16.02.10 kl. 06:14 af

Marie Karkov, projektmedarbejder

En lektiehjælper, der bare er parat... Modelfoto: Lasse Christensen

En lektiehjælper, der bare er parat... Modelfoto: Lasse Christensen

Skoleelever i Viby Syd bliver blandt landets første til at afprøve et helt nyt koncept: online lektiehjælp! I Rosenhøj og samtidig også i Herredsvang starter lektiehjælpen 25. februar, og i Rosenhøj sker det i samarbejde med Klubben Rosenhøj. Det er også her, eleverne kan samles i et elevcenter.

Gratis hjælp
Lektier Online er et nyt gratis tilbud om lektiehjælp på internettet til unge i 7. til 10. klasse. Find den på www.lektier-online.dk i åbningstiden mandag og torsdag fra 18:00 til 20:00. Lektiehjælpen tilbydes i dansk, engelsk og matematik og udbydes af Statsbiblioteket i Århus.

Klubben Rosenhøj
Elevcentret vil fysisk være placeret i Klubben Rosenhøj, Rosenhøj 31, tlf. 87 13 82 73 og vil have åbent hver mandag og torsdag fra kl. 18:00 til 20:00. Her stilles computere og internetadgang til rådighed for de unge i Lektier Onlines åbningstid.

Samtidig vil Klubbens lektiehjælper være til stede for at rådgive de unge om, hvordan de bruger www.lektier-online.dk Du behøver ikke at være medlem af Klubben Rosenhøj for at benytte Lektier Online i Klubbens elevcenter.

På hjemmebane
Lektier Online ønsker at hjælpe de ældste elever i folkeskolen, når de skal lave lektier. I forvejen findes der mange fysiske lektiecafeer på skoler og biblioteker, men folkeskolens ældste elever – især drengene - fravælger ofte de fysiske lektiecafeer. Lektier Online er et ekstra tilbud om lektiehjælp, hvor frivillige lektiehjælpere møder skoleeleverne på internettet – det vil sige på de unges hjemmebane.

Via www.lektier-online.dk kan lektiehjælper og elev både snakke, chatte, tegne og skrive sammen om opgaverne. Det giver de unge mulighed for selv at bestemme, om de vil bruge Lektier Online fra et elevcenter, på deres værelse, på skolen, i klubben eller på et bibliotek. Alt der kræves er, at eleverne har en computer og internetadgang til rådighed.

Studerende hjælper
Lektier Online har åbent i en bestemt åbningstid – det vil sige mandag og torsdag fra kl. 18:00 til 20:00. Lektiehjælpere vil i det tidsrum sidde klar ved tasterne på Statsbiblioteket. Ligesom i de fysiske lektiecafeer arbejder lektiehjælperne frivilligt. Flertallet er studerende fra Århus Universitet og er alle blevet udvalgt og godkendt af Statsbiblioteket.

I hele landet
Når Lektier Online åbner, begynder det først i to boligområder i Århus: Rosenhøj i Århus Syd og Herredsvang i Århus Vest. Allerede fra august 2010 vil Lektier Online blive søsat i flere boligområder i Danmark. Lektier Online skal dække hele landet fra udgangen af 2011.

Fakta
Lektier Online har til huse på Statsbiblioteket og varer til en start tre år. Lektier Online varetages af en styregruppe med repræsentanter fra Integrations-, Undervisnings-, og Kulturministeriet samt Statsbiblioteket. Udgifterne til Lektier Online betales via satspuljemidler.

For yderligere oplysninger
Læs mere om Lektier Online på www.statsbiblioteket.dk/lektier-online eller kontakt Flemming Munch (område-direktør) på email: fm-fjern@statsbiblioteket-fjern.dk; mobil: 40 30 03 22. Eller kontakt Klubben Rosenhøj på 87 13 82 73.


Bydele.dkÅrhus VestViby Syd8380.dk
Sitet er udviklet i TYPO3 af Jens Gram.