Meget apropos statsministeren nytårstale om ghettoer med mere er der en omtale i Lejernes LO’s medlemsblad i november 2017 om netop den fysiske renovering i Rosenhøj. I artiklen på side 8-10 ” Fra ghettoliste til venteliste” fortælles mere om renoveringen:

Fra ghettoliste til venteliste

Af Kjeld Hammer, Foto af Carsten Ingemann og boligforeningen Århus Omegn

Rosenhøj i Viby ved Aarhus har gennemgået en total forvandling, der har gjort en stor forskel for dens beboere. Nu er renoveringen blevet et forbillede i den almene boligsektor.

Borte fra ghettolisten. Beboere der hygger sig på en helt anden måde end før. Et personligt engagement i området, hvor de ens blokke fra 1960’erne nu indgår i et åbent, levende og mere trygt miljø. Resultat: mønstret med fraflytninger er afløst af en tilstrømning til ventelisten. Ghettolisten er fortid og i dag fortæller en lang venteliste om en stor renoverings-succes i den almene boligsektor.

Total forvandling

Den almene bebyggelse Rosenhøj i Viby ved Aarhus har i en fem år lang proces gennemgået en total forvandling. Så stor, at byggeriet og Boligforeningen Århus Omegn løb med den særlige jubilæumspris, da Renoverprisen 2017 blev uddelt i august til Danmarks bedste renoveringer. Det skorter da heller ikke med lovord i begrundelsen for, at det netop blev Rosenhøj, der fik jubilæumsprisen for Danmarks bedste almene renovering i konkurrence med 80 andre byggerier. ”En helstøbt præstation, som viser et samarbejde mellem boligforeningen, rådgivere og de udførende, når det er bedst”, skriver nomineringsudvalget i sin udførlige begrundelse, der slutter sådan her: ”RESPEKT! Boligbyggeriets gule førertrøje til den almene sektor”.

Udkig, liv, tryghed

Hvad er det så, der har forvandlet Rosenhøj til Nyt Rosenhøj? Oprindeligt var alle blokke ens, lå i samme retning og skabte et lukket, monotont område. I fire af de store blokke, der før lå som en mur og lukkede af mod omgivelserne, er der nedrevet opgange, så der nu står mindre punkthuse tilbage. Samtidig er der skabt forbindelse mellem bebyggelsen og området udenfor. 22 nyopførte rækkehuse i tegl omslutter sammen med de bevarede blokke nye gård-og haverum. De før så lukkede gavle er åbnet med vinduer og altaner. Med andre ord: udkig og liv fra nye vinkler og mere tryghed i tillægsgevinst. Der er anlagt fælles torve, pladser og stisystemer i et vellykket forsøg på at åbne boligområdet op mod det omkringliggende samfund.

Tilgængelighed for kørestolsbrugere

Hver fjerde bolig – 191 i alt – er med bredere døre og fornyelse af badeværelser blevet gjort tilgængelig for kørestolsbrugere, så ældre, gangbesværede beboere kan blive boende. Facaderne, der før havde en udstråling som en ”størknet strandbred” er blevet højisoleret og nye materialer bryder nu områdets tidligere ”arkitektoniske armod og tristesse”, som nominerings-udvalget skriver. Det fremhæver også, at de nye altaner sammen med gamle glasinddækkede giver et fint lys i boligernes opholdsrum, ligesom et nyt ventilationsanlæg har givet indeklimaet et markant løft. På taget er der nu solceller. Tilsammen er energiforbruget til opvarmning sænket med 50 pct.

Nye vejnavne

Hele vejen igennem har beboere været inddraget. Opbakningen til helhedsplanen i sin tid var imponerende. Af 41 pct. fremmødte tilkendegav 91 pct. deres opbakning. Det skal med, at beboerne også har været meget igennem med støv og støj i månedsvis. Men det har også skabt ”ejerskab” til projektet. De har selv valgt inventar til de nye gårdrum. Slutresultat: god stemning og en byggeplads stort set uden hærværk. Sidegevinst: 42 arbejdsløse beboere har været igennem konkrete beskæftigelsesforløb under renoveringen med bl.a. praktikpladser og lærlingeforløb. Og som det helt langtidsholdbare: nye vejnavne. Hvor man før boede i blok 9, 2. sal th. bor man i dag på adressen Rosenhøj Bakke nr. 20, 2.sal th. ”Det gør en kæmpeforskel for den enkelte beboer, når de f.eks. i skolen skal forklare, hvor de bor”, siger nomineringsudvalgets panel af eksperter.”

På søndag kommer der en artikel i BT, hvor journalisten har interviewet både Århus Omegn, afdelingsbestyrelsesformand Gunni Petersen, samt leder af den boligsociale indsats Jeanne Funch Asmussen om såvel den fysiske som den boligsociale helhedsplan.

Måske vi skulle invitere Lars Løkke Rasmussen til en rundtur i Viby Syd…